Bright Eyes – for meget tempo og for lidt poesi

Foto: Steffen Jørgensen

31-årige Conor Oberst har gennemgået noget af en kunstnerisk forvandling inden for de sidste par år. Hvor han tidligere, fraset et enkelt elektronisk album, hovedsageligt har gjort sig i country- og folk-inspirerede udgivelser, er hans nyeste album 'The People's Key' mere moderne og mindre organisk i sin lyd.

Fredag eftermiddag havde Conor og band fået æren af at spille solen frem under teltdugen på Arena. Det lykkedes ikke helt. Trods to hårdt tæskende trommeslagere og en ivrigt gestikulerende frontmand formåede Bright Eyes aldrig at finde ind til den nerve og poesi, der findes i flere af bandets sange.

Det begyndte ellers godt med den fine 'Old Soul Song' og den dejligt vuggende 'Bowl of Oranges', men herefter stod den på en buldrende og bombastisk blanding af glamrock og metallisk gymnasierock. Undervejs fik man uheldige associationer til både dansetruppen Stomp og amerikansk poppunk a la Blink 182 og Limp Bizkit

Den larmende og stive indpakning klædte især de ældre numre dårligt, og det lykkedes blandt andet bandet at ødelægge et ellers fejlfrit nummer som 'Travelin' Song'. Bare fordi man slår ekstra hårdt og hurtigt på trommerne, bliver musikken ikke bedre af den grund. Tværtimod.

Roskilde Festival: Se hele vores dækning