Bob Dylan – dirrende intens legende
»Det lyder jo mega godt. Hvad fanden er det for noget?«, udbrød en noget overrasket fyr, da Bob Dylan og hans band indtog scenen og de smukke omgivelser i Den Fynske Landsby med en grumt svingende version af den over 40 år gamle klassiker ‘Rainy Day Women # 12 & 35’.
Og han havde jo ret. For hvad fanden var nu det lige for noget, at Bob Dylan, som i de senere år har haft for vane at diske op med mildt sagt svingende og krævende koncerter, hvor helt almindelig vellyd ikke ligefrem har stået på programmet, nu her i en alder af 70 år beviste, at han, når kulisserne er i orden og bandet bag ham er tændt og kompetent, sagtens kan give koncerter som, ja, som lyder godt.
Den nye vellyd skyldtes i høj grad, at Dylan sang bedre end i flere år, med lange toner, akrobatiske fraseringer og ikke nær så staccato-agtigt et flow som tidligere. Tilføjelsen af guitaristen Charlie Sexton, som spillede sammen med Bob Dylan i årene 1999 til 2002, og som nu igen lykkeligvis er en fast del af Dylans live-band, hjalp også gevaldigt på det samlede lydbillede. Og så hjalp det naturligvis også, at koncerten ikke fandt sted i Forum eller en anden anonym og betontung arena, men i bunden af et amfiteater omkranset af store træer.
Højdepunkter var der mange af. ‘I’ll Be Your Baby Tonight’ for eksempel, ‘Forgetful Heart’, ‘A Hard Rain’s a-Gonna Fall’, mavepumperen ‘Ballad of a Thin Man’ eller den legende lette country-version af Oscar-vinderen ‘Things Have Changed’, hvor Dylan forlod sin faste plads bag keyboardet for at gå helt frem på scenen med mikrofonstativet i den ene hånd og den trofaste mundharmonika i den anden.
Herfra optrådte han som en regulær showman med gestikulerende armbevægelser og akavede små dansetrin – en enkelt gang brød han endda ud i et stort gnækkende grin – og bag ham sørgede Sexton, bassisten Tony Garnier og trommeslageren George Receli hele tiden for et solidt og vuggende groove.
De tre ekstranumre var, som på resten af Dylans turné, de udødelige, men også lige lovligt tyndslidte klassikere, ‘Blowin’ in the Wind’, ‘All Along the Watchtower’ og ‘Like A Rolling Stone’. Dem kunne vi godt have været foruden. Men resten. Det var så cool, smukt og dirrende intenst, som det kan gøres.