Ryan Adams – akavet aften med akustisk hjertesorg

  • Mikkel Røddik Christensen
  • 15. juni 2011
  • Print
Kunstner
Ryan Adams
Spillested
Koncerthuset

»Hvis det skal gå galt, kan det ligeså godt gå helt galt«, mumler excentriske Ryan Adams lidt ildevarslende efter et par numre tirsdag aften i DR’s Koncerthus. Efter en udmærket 'Oh, My Sweet Carolina' blev koncertens første del nemlig præget af forvirrende logistik og rod med lyssætning på den ene af de tre 'stationer', man havde placeret på scenen. Måske i et forsøg på at fylde den intimiderende scene ud, måske for at vinde lidt tid mellem numrene.

Den über-professionelle scenesnak er i hvert fald ikke Adams' stærkeste kort, og han snakker mere eller mindre sort, mens han fumler med sit nodehæfte. Sikkert en forsvarsmekanisme mod den lidt uvante højtidelige stemning, der automatisk opstår i den finkulturelle højborg, men på grund af stedets opbygning virker det mere akavet end afvæbnende. Man tager sig selv i at ønske, at han ville tage en dyb indånding og gøre, hvad han gør bedst. For han kan som ingen anden kondensere hjertesorg ned i tre akkorder og en whiskeymarineret melodi, som han illustrerer med både 'This House Is Not for Sale' og 'Everybody Knows'.

Ryan Adams' mageløse stemmes opgivende klang lyder bedre end nogensinde før, men alligevel får han aldrig taget til at løfte sig helt i mere end korte sekvenser. Selv om en håndfuld af sangene, der bredt repræsenterede bagkataloget, kunne have brugt en rytmegruppe til at give lidt fremdrift, så var det ikke så meget manglen på backingband som manglen på koncentration hos Adams, der var aftenens problem.

Først under ekstranumrene og en seance med publikumsønsker og muntre afslag, slapper han af og giver os den fine 'Let It Ride'. For de mange dedikerede fans var aftenens koncept noget nær det ultimative setup, men de febrilske skift mellem opstillingerne og den manglende ro, forhindrede magien i at indfinde sig.


Brugerne mener:




  
 
Kommentarer
Kasper Jensen

Enig. Det var en rodet og lidt kedelig koncert med små glimt af storhed.

Søren Lund Frandsen

Ryan Adams leverede igår, ifølge min mening, en fyldestgørende koncert hvor, der både var plads til grin, smil og tårer. Ryan Adams jokede og fortalte - ting, som nogle formodentligt syntes var mærkelige og malplacerede, men efter min mening passede det fint til setuppet - en guitar/klaver og en mand. Jeg nødt for en gangs skyld, at det hele ikke var så planlagt og Adams tog det som det kom. Yderligere blev der ikke leveret en eneste dårlig sang fra hans massive bagkatalog, hvor der både blev berørt sange fra Whiskeytown perioden, The Cardinals samt Ryan Adams første soloudgivelser. Alt i alt en charmerende aften hvor man efterfølgende både følte sig tættere på hovedpersonen og hans musik.


Karina Dam

Det var netop uroen og det du kalder "febrilske skift" der var med til at gøre det magisk!


Alexander Vesterlund

Næste gang må vi håbe på bedre logistik, mere styr på lyssætningen - og også gerne über-professionel scenesnak og selvfølgelig: RO: Gode kvaliteter, som kan gøre hele forskellen.

Denniz Göl Bertelsen

Jeg synes det var en meget menneskelig oplevelse. Ryan Adams har fantastisk humor og overskud på scenen. Hvis nogen synes han snakker sort har de ikke hørt hvad han sagde eller også tænker de for langsomt. For Ryan opfattede alt der skete i salen og kommunikerede med stor glæde tilbage, selv til den der hviskede et sang-ønske. Manden tænker hurtigt og ledte ikke længe efter de rappe kommentarer. Jeg synes det er sjældent at pauserne mellem numrene er så intense og spændende som de var igår.
Jeg er enig i at mange af numrene mangler tyngde uden band og derfor var koncerten i Falconer langt mere varieret og fin. Men som fan var det ikke dårligt at side få meter fra manden og høre sange som Sylvia Plath og English Girls Apporximately.


Christian Klintholm

fantastisk.


uhrbrand

fantastisk


Lasse Juhl

FORMIDABEL


Mogens Olesen


Sebastian Nielsen

Alle kunstnere kan jo ikke spille med en kæp i røven. Det var stemningen og at Ryan Adams var så uhøjtidelig der gjorde aftenen speciel. Præcis hvad en akustisk optræden sku være. Stedet gav helt sikkert også noget stemning.


William Kudahl Sørensen

Er total uenig i denne anmeldelse. En af de ting som gør Ryan Adams pisse sej er jo at han netop IKKE virker super tjekket.
Anmelderen skriver ang. hans såkaldte sortsnak og fumlen med nodehæftet:
"Sikkert en forsvarsmekanisme mod den lidt uvante højtidelige stemning" - Hvordan kan denne situation være uvant for en kunstner som Ryan Adams, som har turneret så meget - han er jo tydeligvis vanvittigt scenevandt? Han famler med sine papirer fordi han syntes det er mega fedt at virke som om han ikke har styr på sine ting i de højtidelige rammer.
Jeg syntes koncerten var helt i top - og jeg er sikker på at Hr. Adams er fuldt tilfreds med sin "uprofessionelle" optræden.

Jesper Raundall Christensen

Jeg er ligeledes meget uenig med anmelderen. Det var en storartet koncert og skønt at få Koncerthusets næsten overgjorte rumlige perfektion fyldt ud med noget "uprofessionel" menneskelighed (!) signeret af en fuldstændigt ægte Ryan Adams. 6 af 6 stjerner (som det også blev givet i Gaffa) er den rigtige bedømmelse.


onceupon

stop selvhøjtideligheden soundvenue og nyd det nærvær, den ironi og det uperfekte perfekte i hans "scenesnak", og derefter den inderlige professionalisme når han sang og viste sit værd som den af verdens største sangere og sangskrivere.


Log ind øverst på siden for at deltage i debatten.
 

Seneste nyt

 
 
 
 
 
 
 
 
 
 


 
 
 
 
 
 
Se kæmpe billedreportage fra Mejlgade For Mangfoldighed 13/05
15 ting du ikke vidste om Damon Albarn 07/05
Her er 10 danske festivaler du skal glæde dig til 14/05
10 koncerter du ikke må misse på Spot Festival 30/04
15 ting du ikke vidste om Jay-Z Mandag