Oh Land – fra discount-Björk til eurodance-diva

Foto: Johan P. Jønsson

Der er sket meget for Oh Land de sidste par år. Hun har optrådt i Letterman og fået en så massiv fanskare, at aftenens koncert i Store Vega hurtigt blev udsolgt. Langt hen ad vejen var koncerten et bevis på, at hun fortjener succesen. Den vidnede imidlertid også om, at det måske er gået for hurtigt. Hendes store talent var åbenlyst, men det blev kun indfriet i glimt. Flere af de fine, meget unikke popsange, som oven i købet blev fremført med en gevaldig selvsikker charme, var nemlig indpakket i et tykt konceptlag, der skyggede for de førnævnte kvaliteter uden at bidrage med nye.

Det ambitiøse forsøg på at kombinere den ligefremme elektroniske pop med mere storladne popsymfonier er som udgangspunkt prisværdigt, men hun faldt igennem, når hun gik for langt. Både kompositorisk og visuelt var det ganske enkelt for uopfindsomt, og de passager, hvor det var mest udtalt, fremstod hun derfor mest som en lidt kedelig discount-Björk, hvis stylist i øvrigt ikke havde været meget heldigere end Venstres korrekturlæser.

Heldigvis var det trods alt sjældent, det gik så galt. Og når Oh Land slækkede på den designede facade og gav den som mere ren popsanger med 'White Nights' eller som løssluppen eurodance-diva med 'Voodoo', blev det helt anderledes vedkommende. Der skal slibes nogle kanter, før hun for alvor når popstjerne-formatet, men potentialet er der.