En mand og hans maskine. Mikronfon. Stemme. Elektronik. Det er svært at bringe Berlin til Århus 22:40 en fredag aften for et kræsnet Spot-publikum. Men det lykkedes. Næsten.
Rangleklods er endnu en DIY-mand, hvor samarbejdet mellem stemme og tunge maskinebårende eksperimenter er den eneste musikalske substans. Og han er dygtig, for ikke alene er hans stemme indsmigrende, indbydende og silkedyb, men han mestrer også at kombinere den med et nuanceret elektronisk lydbillede. Rygtet var derfor allerede løbet i forvejen, så Filuren var fyldt og svedende hed, da den unge, danske fyr, der gemmer sig bag Rangleklods, indtog scenen.
Allerede i de første numre beviste Rangleklods, at der gemmer sig et nuanceret og imponerende spektre i hans stemme. Hans bløde og dybe stemme vævede sig smukt ind i den rullende bas, de knitrende melodiflader og maskingeværs salverne af tonstunge minimalistiske beats. Men hvor hans stemme er færdigudviklet er lydbilldet til tider for kaostisk og tilfældigt. I de bedste numre rammes en heftigt danseappellerende nerve, hvor det er uundgåeligt, at fodsålene sættes i sving, mens andre abonnerer på en mærkværdig melankoli, der hverken maner ærlige følelser frem eller opfordrer til fest.
Rangleklods udsendte tunge bølger af insisterende beat,s der satte publikum i en vuggende trance. Placeret mellem Toro Y Mois underspillede, melankolske charme og den tyske minimal scenes kompromisløshed, fik Rangleklods på bedste vis vist vidden i sit talent, men fik ikke forløst alle de momenter, han rummer.
For Rangleklods er vitterligt en af de musikere, der er kommet ud af soveværelset de seneste år, der kan nå længst. Han har et stort, potent talent, og hvis han finder den rette balance mellem de dybe følelser og lysten til fest, så kan han blive et markant navn, der er værd at ligge mærke til de næste år.