Gang Gang Dance – ren urkraft

Foto: Jonas Bang

Det er en urkraft. En multietnisk pærevælling af medicinmandens junglemedikamenter, shamanens messen med ånder og præstens højstemte lovsang. Gang Gang Dance prædiker alt andet end minimalisme og ligefremhed. I deres genremorads af artrock, freak folk, shoegaze, house og afrorock sættes verdens mangfoldighed på musikalske formler og farer gerne vild for at nå nye og dybere erkendelser. Det skete også mandag aften på Lille Vega. Og det var næsten perfekt.

Der var hverken fyldt eller udsolgt, da kvintetten entrerede scenen klokken ni og med små skvulp af dubstep-rytmer langsomt lod det geniale 'Adult Goth', fra den nye plade Eye Contact, vokse frem til en sanselig detonation og et forvarsel om den forkælelse publikum ville få denne aften.  Lyden var i begyndelsen mudret, blød og ude af vatter, men da den fantastiske 'House Jam' brølede ud af højtalerne som det tredje nummer, snittede lyden perfekt i ørene.

Gang Gang Dance spiller aldrig deres numre ud af landevejen. De går på scenen for at finde nye smutveje og bumper gerne ned i hullerne i deres eget materiale. Bassen er bandets eneste klippefaste rygrad, mens trommer, synthstykker og vokal snor sig vildt ind og ud af hinanden og ud i kaos.

Denne aften blev et par af overgangene for træge i deres insisteren på jam og eventyrlyst, men alligevel mistede kvintetten aldrig deres håndspillede elegance og sikkerhed, der beviser at hvert bandmedlem er suveræne musikere og Gang Gang Dance er et enestående band.

Lige så herligt manisk, kaotisk og rodet Gang Gang Dance fremstår i deres spirituelle genremiks af musik fra øst, syd og vest, ligeså frostklart smukt og højtideligt bliver det når forsanger Lizzi Bougatsos' vokal snor sig sammen med bølgerne af eksperimenter. I et intermezzo mellem 'Chinese High' og 'Glass Jar' droppede hun dog sangen og gik sammen med bandets dansende, gak og gøgl-mand ned og hilste på nogle venner i Vegas ene hjørne.

I forhold til Gang Gang Dances andre koncerter på dansk jord var publikum mærkeligt afventende langt hen i koncerten. Det var først i en danseappellerende, calypso-inspireret udgave af 'Mindkilla', at folk for alvor vågnede op. Med de to ekstranumre 'Thru and Thru' og en heftigt percussionbåret 'Vacuum' slog New Yorker bandet dog fast, at de som få formår at mane glæde, sved og dans ud af syrede og psykedeliske eksperimenter.