Lykke Li – dristig popfest og hjerteskærende skønhed

Foto: Tom Spray

Det har virkelig lønnet sig både kunstnerisk og kommercielt for svenske Lykke Li, at hun på sit andet album 'Wounded Rhymes' har kastet sig ud i at besynge sine mere kødelige drifter og de til tider svære konsekvenser af selvsamme. Hun har succesfuldt smidt det 'sød svensk popfugl'-image på porten, hun fik smidt i nakken ovenpå debuten, og svenskeren er mere populær end nogensinde, hvilket en propfyldt sal på Store Vega fredag aften illustrerede.

Der skulle da heller ikke gå mange sekunder af koncerten, før at det stod soleklart, at Lykke Li er født til at være popstjerne. Med sin sensuelle og dragende fremtoning, en stærk vokalpræstation og et særdeles velspillende backingband vekslede den lille svensker fornemt mellem dristig popfest og melodramatiske øjeblikke af hjerteskærende skønhed. Begge dele fungerede upåklageligt, men det var dog tydeligt, at førstnævnte overvejende faldt bedst i publikums smag. Hovedpersonen undrede sig dog en smule over publikums lidt for høflige manerer og spurgte humoristisk, om det var mandag eller fredag aften, og opfordrede herpå folk til at fyre op for en joint for at løsne lidt op for hæmningerne.

Bedst var svenskeren i den skarptskårne klagesang 'Sadness Is a Blessing', hvor den tiltagende desperation i hendes stemme tydeliggjorde, at hun fandeme mener hvert eneste ord, der bliver sunget. Ståpelsen kunne hermed melde sin ankomst. 'I Follow Rivers' var så forførende, at man blind af forelskelse ville følge efter søde Lykke direkte ind i et minefelt, og i 'Rich Kids Blues' blev der basket herligt i orgelet, så man fik kildren i både mave og fødder. Det største bifald tilfaldt dog naturligvis superhittet 'Get Some', hvor publikum så sandelig da også fik en ordentlig omgang, som vi ikke glemmer foreløbig.