Iceage – spænd punkhjelmen
Foto: Frederik Korfix Schultz
»Dit fucking indiesvin!« En fornærmelse der brænder helt ind
i sjælen på mig. Den efterfølgende lussing cementerer blot et fysisk aspekt.
Modløst i hjørnet beskuer den tilkaldte dørmand scenariet, rystende på hovedet. Tilkald
Rasmus Tantholdt! Oprøret på V58's skælvende dansegulv leder tankerne
ned mod Tahrir-pladsen. Revolutionens fanebærere står her i form af fire purunge københavnerknægte, og aftenens hovedret står på desperation, paranoia, angst –
med døde øjne som tilbehør.
Iklædt Ian Curtis' arv, tøjstil såvel som udtryk fangede
Iceage publikum allerede fra første anslag i åbneren 'New Brigade', og på
trods af en gennemgående øreflænsende guitarfeedback, lange pauser og deres
'fuck-det-hele'-attitude slap de aldrig publikum ud af deres jerngreb.
Eksplosive 'White Rune' fulgte eksemplarisk op, og allerede
her trak de første forsigtige jyder fra første række sig tilbage. På scenen
stod fire svedende og berusede drenge i deres egen verden. De væltende
folkemasser skriger på at blive lukket ind til dem, eller blot bare få døren
lidt på klem, men Iceage giver intet tilbage.
Først da forsanger og guitarist Elias kaster sig selv og
mikrofonstativ ned til publikum, fremkaldes et kort øjeblik af gensidig
anerkendelse. Et øjeblik hvor der pludseligt antydes glæde, måske endda
kærlighed? Jeg åbner øjnene igen og ser Elias væltet ned på gulvet med fem-seks
store drenge ovenpå sig.
Iceage fremprovokerer oprør og angst, hvilket kan være
skræmmende for en lille forsigtig jyde, men der er ikke andet for end at spænde
punkhjelmen og påføre sig knæ og albuebeskyttere. Punken er tilbage, og Iceage
er kommet for at blive.
Brugerne mener:
Anmeldelser
Live-anmeldelser
Køb i Soundvenue Shop