MGMT – en laid-back affære

Foto: Ole Isø-Nielsen

Andrew VanWyngarden, Ben Goldwasser og deres tre musikalske buddies havde materialet og potentialet til at levere en uforglemmelig fest på Store Vega, men i stedet tog de to newyorkere sig lidt af en slapper, og koncerten endte som en ujævn og laid-back affære, der var et godt stykke tid om at komme op i de luftige psykedeliske lag, hvor bandet befinder sig allerbedst.

De valgte ellers overraskende nok at lægge ud med hittet 'Time to Pretend', der fik den udsolgte sal til svede tran fra de indledende strofer. Men desværre dalede intensiteten herefter drastisk, og bandet famlede forvildet rundt og fik blandt andet sendt en halvhjertet udgave af 'Song For Dan Treacy' og et komplet ligegyldigt cover af Cleaners From Venus' 'Only a Shadow' ud i salen. Her virkede de sympatiske newyorkere helt blottet for både psykedelisk kant og deres ellers så uimodståelige popsensibilitet.

Et stykke henne i settet fandt MGMT heldigvis tilbage på det rette spor med en rigtig fed udgave af den ellers lidt anonyme 'The Handshake', der blev afsluttet med et flippet jam. Nu kunne man kende bandet igen, og en smækker udgave af 'Electric Feel' og den 12 minutter lange psykedeliske lykkepille 'Sibirian Breaks' blev leveret upåklageligt.

Herefter gik der for alvor fest i den med en næsten playback-udgave af 'Kids', hvor scenen blev invaderet af en fuld ung knøs, der ville feste løs med Ben og Andrew. VanWyngaden fik sågar fyret et par småsnøvlede kommentarer om sin kærlighed til de danske electropop-pionerer i Laid Back af sted, hvilket størstedelen af salen dog virkede ligeglade med.

Den hysteriske hyldest 'Brian Eno' lukkede aftenens oprindelige set, men publikum var ikke helt mættet endnu, så bandet kom tilbage og leverede et par ekstranumre, hvor den afsluttende 'Of Moons, Birds and Monsters' tog sig bedst ud. Således nåede MGMT heldigvis både at please og imponere, selv om de var lige lovligt længe om det.