Foto: Morten Aagaard Krogh
Kunstner
Mew |
Spillested
Operaen, Holmen |
En heftig snorken buldrer ud over anlægget i Operahusets smukke sal. Iført smoking løber trommeslager Silas Graae på scenen med en dirigentstok i den ene hånd og begynder at lede en flok spøjse væsener på bagtæppets visuals igennem en serie korte musikalske vignetter fra en række af bandets sange. Mews drømmende og cinematiske popsymfoni er klar til at indtage kulturelitens højborg på Holmen.
Her efter entrerede resten af bandet scenen, og der blev lagt fra land med den nye skæring 'Do You Love It?', som langtfra hører til blandt Mews bedste, hvilket gjorde, at koncerten kom lidt famlende fra start. Et andet irriterende element, der bidrog til dette, var, at en danser ledsagede dem på scenen. Gimmicken fungerede slet ikke, da danseren dels virkede malplaceret i forhold til Mews lidet dansable udtryk, dels egentlig ikke dansede specielt fantastisk.
Bedre blev det heldigvis lidt inde i koncerten, da Mew havde spillet sig varme. Her stak guitartunge udgaver af de ældre numre 'Eight Flew Over, One Was Destroyed' og 'She Spider' ud som funklende højdepunkter, der endnu engang cementerede, at den opfindsomme tøndetæver Silas Graae måske er bandets allerstærkeste kort.
Længere henne i sættet lod de øvrige medlemmer frontmand Jonas Bjerre alene om at fremføre en afdæmpet udgave af 'Snowflake' fra debutalbummet 'A Triumph For Man' i selskab med en akustisk guitar, der desværre ikke stemte helt, så kuldegysningerne udeblev.
Det kompetente band mistede dog ikke fodfæstet og skød en række sikre træffere, heriblandt 'Introducing Palace Players' og 'Apocalypso', af sted, inden det oprindelige sæt blev lukket ned med en svulstig udgave af 'Comforting Sounds', hvor den eminente akustik i salen virkelig kom til sin ret.
Guitarist Bo Madsen bemærkede komisk, at »det er fedt at spille her i bikubben«, inden de kastede sig ud i en række ekstranumre, der blandt andet talte fornemme udgaver af publikumspleaserne 'Special' og 'The Zookeepers Boy'. Slutteligt roterede scenen, og aftenen blev afsluttet med et surrealistisk scenarie, hvor tre personer iført mærkelige sci-fi-uniformer spillede en syret komposition, der faldt helt til jorden og beklageligvis resulterede, i at koncertens afslutning blev temmelig brat. Til trods for at det blev en lidt ujævn affære i 'bikuben', så var det alligevel de positive aspekter, der fyldte mest efter halvanden time i Mews selskab i de unikke musikalske rammer.