The National – melankoli på trods

Foto: Tom Spray

Sidst The National gæstede landet, på sommerens Roskilde Festival, kæmpede bandet en hård kamp for at fylde festivalen næststørste scene i Arena-teltet ud. Manglen på intimitet og mørklægning gjorde, at deres melankolske rockhymner ind imellem rodede forvildet rundt mellem solbrune søndagsgæster og nedslidte teenagebranderter. Det var vist det, man kalder en arbejdssejr.

På forhånd kunne man frygte, at KB Hallens – som hovedregel – rungende sportshal-helvede heller ikke ville yde Brooklyn-bandets sofistikerede sangskrivning fuld retfærdighed. Men indledningsvis blev man glædeligt overrasket af en forførende neddæmpet 'Runaway'. Desværre begyndte lydgrøden allerede at boble under den efterfølgende 'Anyone's Ghost' – og det blev den så ellers ved med koncerten ud.

Det kan godt være, at The National med deres høflige manerer, småanonyme skjorte- og blazerjakke-dominerede garderobe og smånørdede bandhumor ikke er de fødte rockstjerner. Men de arbejder med statsgaranti altid for sagen live. Således også denne aften der som sædvanligt bød et dedikeret dansk publikum på koncentreret og upåklageligt håndværk, slidstærkt melodimageri, trommeslager Bryan Devendorfs altid smidige perkussive krydskombinationer og den kejtede forsanger Matt Berningers skiftevis sårbart maskuline udkrængninger og hårrejsende vokaludbrud.

Bedst fungerede det på det trodsige nødråb 'Afraid of Everyone', en krystalklart eksekveret 'Sorrow', den episk yndefulde 'Fake Empire', balladerne 'Daughters of the Soho Riot' og 'England' og det hidsige rockbrøl 'Abel'. Mindre fedt var det, at det endnu engang lykkedes for den aldrende sportshal at mudre lytteoplevelsen unødvendigt til.