Grinderman – med fingrene i kagedåsen

  • Print

Foto: Tom Spray

Kunstner
Grinderman
Spillested
Falconer Salen

Jeg har en revisor. En ældre mand som sidder i den anden ende af landet og har styr på alt det, jeg ikke har styr på. Står han mon i sin fritid på en scene og skaber sig som de fire gæve gamle gubber i Grinderman? Hvis ja, burde jeg måske være mere varsom med at betro ham mine pengesager, for det, de leverede denne efterårsaften på Frederiksberg, var utilregnelighed i sin pureste, rablende form.

Og så alligevel ikke. For selvfølgelig har Nick Cave og hans smadderrock-musketerer en strategi. Martyn Casey og Jim Sclavunos' bas- og trommespil surrer rytmebunden sammen som en bayonneskinke, så Cave og vildbassen Warren Ellis ellers kan lade deres dele af den musikalske ligning være ubekendte ind til sidste øjeblik.

I scenens højre side lignede Ellis en krydsning mellem en vildfaren vagabond, Gimli fra 'Ringenes Herre' og 'Smadremanden'-figuren fra Zirkus Nemo, imens han pinte nærmest unævneligt kaotiske toner ud af sin eksotiske instrumentpark, heriblandt elektriske violiner, tenorguitarer og så den mærkværdige 'mandocaster'. Og scenefolkene havde hænderne rigeligt fulde med at holde bandets mikrofonstativer vertikale i mere end få minutter af gangen.

Hvor bandet tidligere er faldet tilbage på The Bad Seeds-sange for at kunne stykke et helt sæt sammen, bestod herligheden denne gang udelukkende af Grinderman-materiale. Og godt nok domineredes koncerten af gruppens varemærkede vildskab, men der blev også plads til en tyst og tænksom udgave af 'What I Know', som ekstrem kontrast til den efterfølgende, splintrende tyfoniske 'Honey Bee (Let's Fly to Mars)'.

Cave selv interagerede heftigt med især de forreste rækkers repræsentanter for det smukke køn, der havde et godt tag i den høje, ranglede australier. Hvem kan også stå for lystige liderkarl-linjer som »I'll stick my fingers in your biscuit jar / And crush all your gingerbread men« fra 'Kitchenette'?

»Gimme your money! Gimme your money!« skreg han spontant af os under afviklingen af singlen 'Heathen Child'. Og det gjorde vi jo. Jim Sclavunos bimlede første gang med klokken efter 55 minutter. Efter yderligere 25 minutters ekstranumre, heriblandt hypnotiserende gode serveringer af 'When My Love Comes Down' og bandets slagsang 'Grinderman', takkede de fire gentlemen af.

Med en billetpris på 400-500 kroner, afhængig af om man ville fange dem i det jyske eller københavnske, lader det ikke til at koncertarrangørerne har været synderligt bevidste eller bekymrede omkring Grindermans karakter som et rabalderband, der spiller korte, potente shows frem for eksklusive helaftensforestillinger. Man kan ikke tage fra Cave, at det var en glimrende koncert, men jeg tillader mig alligevel at efterlyse en forklaring på prisen.


Brugerne mener:




  
 
Kommentarer
Kim Bülow

Det handler som sædvanlig om kvalitet frem for kvantitet. Det var en fremragende og meget intim koncert. Hellere en oplagt Cave der buldrer derud af, end en udmattet Cave der skal genvinde pusten mellem hvert nummer som i Roskilde 2009...

Anders Cold

Kim: Helt enig!

Jeg synes dog stadig at det er en pebret pris. Til sammenligning koster billetter til Grinderman ca. 300 kr. i Holland og 200 kr. i USA og Canada. Jeg forstår bare ikke, hvorfor vi skal betale dobbelt pris.

Lea

Hvorfor gik jeg glip af det....øv

Log ind øverst på siden for at deltage i debatten.
 

Seneste nyt

 
 
 
 
 
 
 
 
 
 


 
 
 
 
 
 
Se kæmpe billedreportage fra Mejlgade For Mangfoldighed 13/05
15 ting du ikke vidste om Damon Albarn 07/05
Her er 10 danske festivaler du skal glæde dig til 14/05
10 koncerter du ikke må misse på Spot Festival 30/04
15 ting du ikke vidste om Jay-Z Mandag