Lady Gaga – humor, overskud og rent vanvid

Guderne skal vide, at vi har manglet en ordentlig popstjerne.

Efter Katy Perry druknede i sin egen imbecile seksualitet, Christina Aguilera abdicerede med ammehjerne, og Britney stadig mangler at genopfinde sig selv for gud ved hvilken gang, så har vi fandeme fortjent en popstjerne, der tager sig selv, sin musik og sit publikum seriøst.

Her kommer Lady Gaga ind i billedet. Og lige præcis derfor tog et hav af lysende, udstrakte mobiltelefoner kærligt imod hende, da hun onsdag aften gæstede Hernings nye arena med det ukristelige navn Jyske Bank BOXEN med et vanvittigt ambitiøst show.

»All the freaks are outside… And I locked the fucking door!«, lød det triumferende fra The Mother Monster, og så var der ellers åbnet for sluserne. For Lady Gaga var i høj grad til stede. Hvad enten det foregik i gennemsigtig plastickjole med hvide kryds over strategiske steder på den funky electro-schlager ‘Love Game’ eller den kække ‘Money Honey’, hvor hun kom op fra gulvet klædt som en blanding af Dame Edna og Darth Vader i sort lak og med en kulsort keytar på størrelse med en olietanker.

Og hun gjorde det med humor, overskud og den ekstra portion af ren og skær vanvid, der har gjort hende til den stjerne, som alle de andre poptøser håbløst halser efter. Med hendes egne ord, så »fucking lipsyncer hun ikke«, når hun optræder, og det kan mærkes.

Men hun optræder for sine fans – sine såkaldt små monstre, som hun kommunikerede direkte til igennem ofte ret lange monologer om at tro på sig selv og alt det dér. Og flere gange gik der desværre lige lovlig meget corny selvrealisering i den, hvilket virkede både fint og oprigtigt – første gang. Efterfølgende virkede det noget tungt og tog pusten ud af et ellers stærkt pumpet show.

Til gengæld var det umuligt ikke at gå bagover af begejstring, da hun fremførte den storslåede ‘Speechless’ siddende ene og alene ved et flygel – i flammer. Og så kunne man ikke rigtigt rykke ved, at Herning fik sig en ny nationalsang i fem minutter, da kommunale mellemledere og misforståede folkeskoleelever fandt fælles fodslag på ‘Bad Romance’.

Men mere musik og mindre snak og så skal den 24-årige superstjerne nok få endnu flere til at synge med på ‘Radio Ga Ga’ næste gang cirkus kommer til byen.

Koncert.
Sponsoreret indhold

Gå ikke glip af