Wolf Parade – skrammel-indie i absolut verdensklasse

Foto: Tom Spray

»It's getting better all the time / This heart's on fire!«, skråler Dan Boeckner med sin askebægervokal ni numre inde i Wolf Parades, i følge dem selv, bedste danske koncert hidtil. Og hvor havde manden dog ret, for det var på alle måder et fantastisk flammende ulvehjerte, man denne aften forlod et udsolgt Lille Vega med. At den canadiske kvartet også selv virkede tilfredse er mere end forståeligt.

Gruppens ekstremt velkomponerede indierock, der stedvis nærmest lyder som en omgang skrammeljam for blærerøve, blev nemlig fremført med en så stor overlegenhed og energi, at ord dårligt kan beskrive det. Med vokalarbejdet fordelt mellem førnævnte Boeckner samt Spencer Krugs helt særlige og småskæve vokal blev der spillet lidt af hvert fra gruppens tre album, hvorfor sættet både bød på ældre klassikere som publikumsfavoritten 'Dear Sons and Daughters of Hungry Ghosts', men også nyere materiale som den hurtigt vuggende 'What Did My Lover Say? (It Always Had to Go This Way)' fra den aktuelle 'EXPO 86'-udgivelse. Til fælles for samtlige numre var en komplet overbevisende fremførelse og en konstant varierende intensitetskurve, der sørgede for flere formidable breaks i sangene, ligesom en medrivende fandenivoldskhed også satte sit mærkbare præg.

Man var faktisk rigeligt tilfredsstillet, efter første del af settet nåede til ende med en superb version af 'California Dreamer', der satte godt kog i salen. Men som om det ikke var nok, kom gruppen naturligvis tilbage med tre ekstranumre. Her blev 10+-minutters-klassikeren 'Kissing the Beehive' et helt vanvittigt afslutningshyl med dens overlegne »as if you didn't know that it would sting«-udråb, fulgt til ende af et langt, halvpsykedelisk og gyngende guitarinferno. Det gav en perfekt afslutning på en perfekt koncert, som kun efterlod én bekymring: Hvordan kan Wolf Parade lyde alt andet end utilstrækkelige fremover, når det ikke lige er i livesammenhæng?