LCD Soundsystem gik ren sejrsgang i Koncerthuset
Mens vores forældre var taget til Fyn for at høre Leonard Cohen, var vi, deres københavner-bosatte børn, i stedet taget til koncert med LCD Soundsystem. Hvorfor? Fordi Cohen er en dinosaur, og fordi James Murphy, frontmand i LCD Soundsystem, er indbegrebet af alt, hvad der har været godt ved 00’ernes musikscene.
Murphy og co. debuterede i 2005, toppede kunstnerisk med hovedværket ‘Sound of Silver’ fra 2007 og satte fornemt punktum med bandets seneste udgivelse ‘This Is Happening’. Lørdag aften i Koncerthuset var sandsynligvis sidste chance for at se og høre bandet live i Danmark, inden Murphy angiveligt trækker stikket ud og kaster sig over andre projekter.
LCD Soundsystem lagde overlegent ud med den effektive koncertåbner ‘Us V Them’, der, som mange af bandets andre numre, forener funky baslinjer og stramme guitarriff med et monotont men voldsomt medrivende beat. Til sammenligning virkede den efterfølgende ‘Drunk Girls’ måske en anelse flad og forceret. Det samme gjorde ‘Pow Pow’ og ‘Daft Punk Is Playing at My House’.
Men så skete der noget. Efter en fin version af ‘All My Friends’, der godt nok støjede lidt rigeligt, dikterede Murphy bandet helt ned i gear og leverede en fuldstændig magisk ‘I Can Change’. Nummeret, der er en vaskeægte kærlighedssang, er virkelig god i sin kliniske albumversion, men live fik Murphy losset endnu mere smerte og sårbarhed over i de sølle to akkorder, som ‘I Can Change’ består af.
Herefter var det ren sejrsgang med den iørefaldende synthdrøm af et popnummer ‘Tribulations’, den primitive punkeksplosion ’Movement’, det repeterende electrodrøn ‘Yeah (Crass Version)’ og til sidst den altoverskyggende og urørligt seje ‘Losing My Edge’. Det er ærlig talt svært at se, hvem der skal løfte arven efter LCD Soundsystem.
