Jens Lekman – audiens med romantisk antihelt

Foto: Kasper Troels Nørregaard

»Fød mine børn, Jens!« Et par overstadige unge herrer med julelys i øjnene havde tydeligvis glædet sig til den første koncert med Jens Lekman på dansk grund i to og et halvt år. Og det havde de bestemt også god grund til. For den underspillet vittige Lekman var vitterligt godt selskab, der efterlod både brede smil og gode vibes på et udsolgt Lille Vega mandag aften.

Med sig havde svenskeren et hold af småkiksede mestendels kvindelige musikere fra både Sverige, USA, Skotland og Australien. De var ikke vanvittigt dygtige musikere, men de truttede som de skulle i saxofoner og blokfløjter, filede på violin og lagde det rytmiske fundament på hver deres akavede og ret så uimodståelige facon. Det fungerede meget bedre, end hvis Lekman blot havde haft nogle tilfældige hired guns ved sin side – »We may suck, but at least we’re twee as fuck!«

Undervejs kom Lekman godt rundt i kataloget, men supplerede også med et par helt nye numre. Han valgte dog oftest at se bort fra balladerne og fokuserede i stedet på mere orkestrede og uptempo numre. Særligt godt var en charmerende version af den muntre ’A Sweet Summer’s Night on Hammer Hill’, som blev dedikeret til hans forældre, der også gemte sig et eller andet sted i salen.

Et af koncertens bedste øjeblikke opstod, da Lekman mod slutningen leverede en akustisk version af ’Pocketful of Money’ bakket op af publikum på kor og knipsende fingre. Virkelig intimt og en vellykket demonstration af, hvordan han evner at inddrage publikum i koncerten på en simpel men intelligent måde.

Efter halvanden time og en lille håndfuld ekstranumre var det slut. Heldigvis ser vi nok snart mere til den romantiske antihelt, når han inden længe vender tilbage med nyt album. Indtil da må man bare hjem og sætte de gamle plader på. Tiden flyver jo som bekendt, når man er i godt selskab.