Caribou – svedende genremix

Foto: Christian Klintholm

Sveden haglede af både Dan Snaith og publikum, da hovednavnet på årets TrailerPark Festival forvandlede en regntruende søndag til drivvåd lørdag. To trommesæt placeret forrest på scenen. En bassist og guitarist bagved. Og så var det fest. Caribou skulle ikke bruge mange minutter, før publikums arme blev sendt i vejret, og fødder blev sat i ekstatisk rotation i den stopfyldte Skatehal. Med en overbevisende, energisk og hård omgang psykedelisk powerpop levede Snaith og co. op til alle forhåbninger og beviste, at psych, indierock og house snildt kan smeltes sammen til en nuklear festbombe.

Allerede fra koncertstart var det tydeligt, at Caribou var hovedtrækplasteret i søndagens program. Det sås da Snaith entrede scenen og bankede koncerten i gang. Publikum gengældte med et rustent brøl, og herfra så Caribou sig ikke tilbage. Med den velkendte opfindsomme og dansable blanding af rock- og psychelementer sammen med technoens repetitive rytmer, satte bandet publikum ind i en timelang massehyponose.

Caribous unikke musikalske udtryk fik en ekstra potent energi, da trommernes position både på scenen og i lydbilledet gav et højt tempo. Som en shamansk kamp om at indfange flest hipsterånder, hamrede Snaith og medtrommeslageren på skindene, som om det gjaldt livet. Samtidig fungerede psysch-elementerne, bølger af distortede samples og den tilbagetrukkede guitarstøj, som kulørte og dragende lydlandskaber man kunne drømme eller danse sig væk i.

Efter en times elegant musikalsk lektion tyndede det pludselig ud blandt publikum. Årsagen var utvivlsomt, at Trentemøller vendte plader på den mindre scene, men Snaith og hans kumpaner forsatte deres magtdemonstration og satte med de sidste to numre en tyk streg under, at få kunstnere får tryllet så meget kvalitet ud af kombinationen af psykedeliske sansestrømme, rockede støjbølger og tunge technobeats som Caribou.