Wavves – abefest i Rabalderstræde

Foto: Johan P. Jønsson

Hvad gør man, hvis man netop har udgivet sit hidtil mest poppede, helstøbte og anmelderroste album? Hvis man er den unge San Diego-hvalp Nathan Williams aka. Wavves, så giver man en hujende fims i alt det bullshit og buldrer ud over bølgen, som om intet var hændt. Sådan virkede det i hvert fald onsdag aften, da den unge enfant terrible med band gæstede Gun Club i Amager Strandbar.

Flankeret af Jay Reatards gamle rytmegruppe, der lignede en mellemting mellem Spinal Tap og et par (godt skæve) finalister i en Meat Loaf-look-alike-konkurrence, rev Williams det tændte publikum rundt i ringen med cirka 40 minutter sprængfarlig lo-fi-slackerpunk og sejrede slutteligt på knock-out efter en lidt hård kamp.

Lyden var nemlig nogenlunde lige så god som på et konfirmationsanlæg, hvilket desværre skændede koncerten en smule. Heldigvis lod det dog ikke til at påvirke de tre potheads på scenen, der ufortrødent kastede sig ud i den ene musikalske mavepuster efter den anden, mens de derimellem kom med skæve kommentarer om alt fra Disneys ’The Lion King' (den kunne trommeslageren Billy Hayes virkelig godt lide!), over en fan oppe foran scenen, der var iført en Japandroids t-shirt, til bassisten Stephen Popes pludselige chok og efterfølgende glædesudbrud over at en kvinde omme bag scenetæppet tilsyneladende stod og flashede sit bare frontparti til ære for ham.

Rent musikalsk fungerede de nyere numre bedst. Det svingede herligt i ’King of the Beach’, den sprøde guitar i ’Idiot’ sad lige i skabet, og bandet var helt utæmmelige i en storlarmende udgave af semi-hittet ’Post-Acid’, der for alvor fik sat gang i den mindre mosh-pit, der så småt havde dannet sig foran den lille scene.

I aftenens sidste nummer tabte Williams sit plekter cirka midtvejs, men i stedet for at forsøge at redde nummeret, lod den unge slacker sig rive med af den gode stemning og kastede sig ud i publikums åbne arme, og så var der ellers dømt abefest i Rabalderstræde. En godt bedugget knøs blandt publikum (ham med Japandroids t-shirten!) greb chancen og fik sine famøse 15 minutters berømmelse, da han friskt hoppede op på scenen og greb guitaren for herefter sammen med trommeslageren at levere ti minutters spastisk jam. En rigtig sjov afslutning, der var lige til historiebøgerne.

Når det så er sagt, så kunne det da være rart en dag at prøve at opleve en lidt mere sober Williams under lidt mere optimale lydforhold.