Meshuggah – velsmurt metalmaskine

Foto: Steffen Jørgensen

Jo længere afstanden mellem en guitarists ben, desto tungere er musikken. Sådan plejer det at fungere, og ud fra den betragtning burde Meshuggah faktisk have stået i spagat under hele koncerten. Så vægtigt var det, da de fem svenskere fra Umeå sørgede for en brat opvågning på Arena. Læsset med især sange fra forrige års glimrende 'Obzen'-album, beviste de deres status som matematikmetal-pionerer med en hæsblæsende koncert på et alt for tidligt tidspunkt.

Under de første par numre blev der forståeligt nok råbt »skru op!«, for lyden var atter ikke helt i vater på Arena. Det blev der heldigvis delvist rettet op på, og folket gav sig hen til bandets polyrytmiske Einstein-metal, hvor man skal have en ph.d. i matematik for at kunne tælle taktarterne. Med diabolsk underbid og nedfoldede øjenbryn var det som om den growlende forsanger Jens Kidman konstant ophobede al musikken i kroppen og spyttede den ud igen. Og bedst fungerede det på de vanvittige 'Stengah' og 'Bleed'.

Jeg blev både pisket op af ryggen med vildfarent sort hår og under 'Combustion's sjældne eksprestempo skubbet ind i en moshpit pakket med anstrengte teenagesmil. Metalmaskinen var velsmurt. Så lader vi andre bands om følelserne.