Rubik – huhej for Helsinki

Foto: Per Lange

Med fare for at lyde frygteligt etnocentrisk så er Finland mest kendt for vodka, saunaer og dårlig popmetal. Men da det otte mand store Rubik indtog scenen, var det tydeligt, at der også i Helsinki findes bands, der kan deres indierock-pensum, og som vil kunne navngive samtlige instrumenter i en håndbog. For ud over den traditionelle bandopsætning var kufferten læsset med xylofon, maracas, klarinet, saxofon, trækbasun og andet godt fra musiklokalet. Det lugtede lidt af instrument-overload, men det fungerede.

Bandet besad samme kollektivistiske ånd og fællessangsgejst, som vi kender fra Akron/Family og Broken Social Scene, og energiniveauet og tempoet var tårnhøjt hele vejen igennem. Teltet kogte over takket være en imponerende arbejdsindsats, smittende spilleglæde og ikke mindst en slagkraftig percussionist, der lignede en hidtil uset Lars Hjortshøj-figur fra 'Mandrilaftalen'.

Enkelte gange var der tilløb til ferskhed. Der var sæbebobler, momentvis overspillet vokal og flere råbekor og håndklap end i The Kissaway Trail og Arcade Fires samlede værker. Men omvendt: Når man over tre kvarter kan levere sange, der nærmest alle har heltehymne-potentiale, så må man bøje sig i tisstøvet. Fire store stjerner og bestemt et gensyn værd.