Kandy Kolored Tangerine – en langsom forløsning

Det er altid svært med ting, der ikke passer ind, og shoegazer-rock fungerer tit bedst, hvis man spiller det i mørke med et meget forfinet lydbillede. Kandy Kolored Tangerine spiller netop shoegazer-rock, men fire dage efter Sankt Hans var det stadig lyst, da bandet gik på klokken 18, og lyden var langt fra så forfinet, som man kunne have ønsket sig.

Så det virkede umiddelbart som et lidt amputeret show. Det hjalp bandets lidt anonyme og forholdsvis standardiserede støjrockudtryk ikke på. De første 30 minutter hørte man ikke ret meget, man ikke har hørt hundredvis af bands gøre siden start-90’erne. Sangene var svære at skelne fra hinanden og vokalarbejde var højest middelmådigt. De underliggende riffs var derimod habile, og trommeslageren spillede fremragende.

Men efterhånden som de fik spillet sig varmere, begyndte man at nyde de lange passager, og efter omkring 45 minutter var det som om, de for alvor gav slip og spillede med meget mere nerve og personlighed. Deres trademark-twist mod syrerocken blev lidt tydeligere, og det hjalp meget på oplevelsen. Kandy Kolored Tangerine får et ekstra nøk på karakterskalaen for de sidste 15 minutter, selv om det ikke var fair at lade os vente så længe på forløsningen.