Efterklang – gennembruddets pris

Foto: Christian Klintholm

Første gang, jeg så Efterklang, var for flere år siden. De spillede alle i besynderligt ens tøj og sluttede koncerten af blandt publikum, hvor de trommede og fællessang med de få tilstedeværende. Jeg var lykkelig som ind i helvede.

Siden har følelsen siddet fast, hver gang Efterklang har spillet. Men nu er der sket noget – Efterklang har skabt et album, der favner bredt. Et album der gør, at de modne kærestepar fra Frederiksberg klæder sig pænt på og smider 200 kroner for at opleve den småtossede musikerflok. Et album der næsten kan fylde et stort københavnsk spillested en lørdag aften.

Er det godt? Jo. Eller nej. For efter en varm indledning med to nye numre gik lørdagens koncert i stampe på den gamle marchhymne 'Mirador', hvor de færreste formåede at stemme i, når bandets råbekor gjaldede. Og snakken begyndte langsomt at brede sig.

Først efter en håndfuld numre – mest gamle – fik Efterklang igen fat i den store sal. De simple klaverakkorder i 'Modern Drift' vakte jubel, og da sangen sluttede, forsatte klapsalverne uhørt længe. Men det er for sent. For Efterklang havde kun tre andre numre tilbage i muleposen, og selvom de alle fik overvældende bifald, og folk i ekstase endelige begyndte at skrumle ind i hinanden, så burde Efterklang sgu have fået den respons fra sang nummer et.

'Magic Chairs' er et virkelig godt album. Men anderledes. Mere udadvendt og smilende. Præcis som forsanger Casper Clausen på Vega. En forsanger hvis fortidsvokal næppe har lydt bedre og mere gennemtrængende end nu. Stadig styrende fra sin placering midt på scenen men uden at have publikum i sin hule hånd – fortryllelsen er forsvundet. Og så har han og resten af bandet droppet deres karakteristika med ens uniform.

Efterklang spiller stadig virkelig godt, men efter koncerten står man bange med bange anelser. Er gruppen ved at blive endnu en i rækken, og bliver det nogensinde igen muligt at se dem gå rundt i publikumshøjde med trommer, sang og uhøjtidelighed?

Jeg håber på det sidste men tvivler.