50 Cent – mere gimmick og lir end musik

50 Cent har i de senere år befundet sig i et lidt underligt kunstnerisk limbo. At gå fra at være noget nær det mest gangsta, en rapper kan være, til at blive et af MTV-segmentets mest feterede stjernenavne, lyder måske ikke umiddelbart som det værste, når først pengene begynder at skylle ind. Men når selve ens identitet i ligeså høj grad ligger gemt i myterne om de mange skudattentater, man har overlevet, som i det musikalske output, ja så skal man ikke optræde på mange magasinforsider i bar overkrop og Gucci-bælte, før målgruppen og den kunstneriske respekt ændrer sig.

Derfor var det også et interessant møde med et af hiphoppens sårede kæmper, der var Brøndby Hallens publikum i vente lørdag aften. For hvad kunne man egentlig forvente? En forhenværende street-rapper i søgen efter respekt blandt ligemænd, eller ‘The Corporate Brand’ 50 Cent med bling-bling i tiende potens og merchandisesalg til op over begge diamantbelagte ører?

Svaret blev så afgjort det sidste. 50 Cent leverede en koncert proppet med alle de gimmicks, der i årenes løb har gjort ham både elsket og hadet: Pistolskud fløj ud af højtalerne akkompagneret af shout-outs til hans G-Unit-crew og et sæt sidekick-rappere, der appellerede den pænt fyldte hal om at smide hænderne i vejret. Imellem ‘What Up Gangsta’, ‘P.I.M.P.’, ‘Ayo Technology’ og naturligvis ‘In Da Club’ blev der minsandten også plads til nogle lidt søgte covers af alt fra Marvin Gaye til Bob Marley, og generelt måtte man efter mere end halvanden times energisk og nærværende spilletid alligevel lade sig imponere over mandens engagement og stamina.

Vel var det hverken stor kunst eller synderligt loyalt overfor den hiphop-kultur, han efterhånden synes at have forladt, men 50 Cent formåede at skabe præcis den fest, publikum var kommet for at opleve. Nogen stor rapper bliver han aldrig med et trægt flow og lyrisk fokus, der hovedsageligt omhandler sex, weed og egen formåen i det hårde gademiljø. Men ‘Fiffy’ er til gengæld en glimrende entertainer, der har forstået, at personaen 50 Cent er mindst ligeså populær som rapperen af samme navn.

Koncert.
Sponsoreret indhold

Gå ikke glip af