Yeasayer – eksperimenterende og ligefremt poppet
På overfladen skiller Yeasayer sig måske ikke videre ud fra det hav af bands fra Brooklyn, som vi alle har en forkærlighed for at labbe i os for tiden: Eksperimenterende college-venner der har slået sig ned i musikmetropolen, hvor den gode indie synes at flyde som honning.
But beware, de fem har nogle ideer med musikken, som er helt deres egne. Det fik de slået fast på Lille Vega med deres anden danske koncert. Sangerne Chris Keating og Anand Wilder tør simpelthen synge med en indlevelse, som passer som fod i hose med bandets komplekse og melodiske sange, der skamløst henter inspiration fra lige dele progrock, psychpop, tribal-dance, Motown-soul og folk.
På scenen gik det måske indledningsvis lidt trægt med at få de gode sange hentet frem. Men fra og med det hypnotiske nummer ‘Tightrope’ blev kvintetten kun bedre og bedre og brillerede herefter med en overbevisende evne til at få de sammensatte kompositioner og komplekse legende rytmer til at lyde, som blev de spillet for første gang med jomfruelig intensitet.
Bevares, elsker man som jeg debuten ‘All Hour Cymbals’s organiske sange og irriteres lidt over den electro-glade opfølger ‘Odd Blood’, havde man måske grund til at skuffedes over sidstnævntes overvægt af sange. Men for de tålmodige blev der til sidst spillet langt ud over scenekanten med direkte øjenkontakt og drengede smil til perlerne ‘Ambling Alp’ og ‘Sunrise’, der fremstod som højdepunkter og beviser for, at Yeasayer i levende live skiller sig ud fra hjembyens mange wunderkids ved på samme tid at være både utilnærmelig eksperimenterende og ligefremme poppede.
