Beach House – drømmeunivers på lånt tid

Foto: Peter Bølling-Ladegaard

At Beach House har været et af indiepop-scenens mest lovende og helstøbte navne de seneste år var ikke til at tage fejl af på Loppen fredag aften. En massiv hype har efterhånden manifesteret sig omkring gruppen efter tre bemærkelsesværdige albums på blot fem år, og forventningerne hos det talstærke publikum var derfor heller ikke til at tage fejl af.

Med 'Teen Dream' som aftenens absolutte tyngdepunkt lagde makkerparret Alex Scally og Victoria Legrand ubekymret, ja næsten fjollet, fra land med at konstatere at »we want to sexualize your evening« og en ironisk nedtælling til »depression«. Men så var det ligesom også slut med klovnerierne, for straks herefter satte bandet gang i en times fokuseret, og sine steder smuk, afrunding på en ellers våd og sjappet københavneraften.

Imellem en sceneudsmykning, som vel bedst kan betegnes som store vat-juletræer, og Scallys stemningsmættede, søvnige psykedelia-guitar lagde Legrands særegne, men smukke vokal sig som et lag henover hele koncerten og viste, at gruppen absolut ikke har nogen problemer med at overføre deres lidenskabelige drømmeunivers til scenen. Og med stramme leveringer af numre som 'Teen Dream's 'Walk in the Park', 'Zebra' og 'Norway' og 'Devotion'-sjæleren 'Gila' var publikums opmærksomhed da også til at tage at føle på.

Men autenticiteten i gruppens live-lyd var måske også Beach Houses største problem. Den albumtro levering var både imponerende og ofte fængslende, men alligevel stod man lidt tilbage med en fornemmelse af, at gruppen godt måtte have haft modet til at afvige lidt fra den sikre formel med Legrands varme, længselsfulde vokal og de langsommelige, tunge keyboard-kollager. Godt nok var de normalt så fjerlette programmerede beats i live-udgaven erstattet af en medbragt trommeslager, hvilket gav den ellers bevidst spartanske lyd en ny dybde, men ellers var Beach House live og på album i går, på godt og ondt, to meget ens størrelser.