Fu Manchu – tungere end din mor

Fu Manchu er arbejdsmænd, indiskrete som mukkerter i panden på skruebrækkersvin, og med en fagforening i ryggen, som dikterer riff-enevælde. Aftenens overenskomstforhandlinger på Vega stod således i de enstrengede, monumentalt mekaniske guitarfigurers tegn, og med en øredøvende sonisk massefylde, på linje med den sorte huller kan mønstre, fik man unægteligt smæk for skillingen.

Scott Hill er den ultimative average-Joe-frontmand. Han ville dumpe X Factor-udtagelserne med et brag men synger alligevel, og selvom han har rundet de 40, er kontrafejet, der titter ud gennem solblegede surferlokker stadig forbløffende ungdommeligt. Efter en lettere generalprøve-agtig indledning fik han kickstartet det sydcaliforniske slæng.

Hvor andre bands måske orkestrerer smukke sangslotte, er Fu Manchus gebet funktionelt kubusbyggeri af savtakkede gasbetonklodser – riff på riff muret i uigennemtrængelig forbandt. Hvis man da kan tale om hitparade, var det hvad, de med udpluk fra hele karrieren serverede her. ‘Bionic Astronautics’, ‘El Busta’ og titelnummeret var, hvad det kunne blive til fra gruppens seneste udspil.

Med ‘California Crossing’ og ‘Hung Out to Dry’ svang bandet med det ultralave tyngdepunkt sig i gumpetungt groovende gear, og skulle man klandre noget, er det måske, at tempoet netop var så cruisecontrol-støt hele vejen igennem. Udskejelserne kom først på bordet, da bandet efter crowdpleasende leveringer af den koklokke-tampende ‘Mongoose’ og den hvinende ‘Evil Eye’ hastigt skød genvej til ekstranummeret ‘Godzilla’, hvor medlemmerne tillod sig at give los med soloerne. Men netop ‘the mighty Fu’ kan man fint tilgive at køre lidt på rutinen, for ingen kan være gået sultne i seng efter denne moderkærligt solide portion dørmandsheavy.