Wolfmother – reddet på målstregen

Foto: Johan P. Jønsson

Det var en håndfuld metaltrætte australiere, der lagde vejen forbi et sneklædt København tirsdag aften.

For sammenlignet med bandets benhårde præstation på sidste års Beat Day, så var det langt fra nogen helhjertet indsats, Wolfmother lagde for dagen. Lange passager var som tunge støvler i den våde sne, og havde det ikke været for en helt vanvittig finale, havde bandet aldrig nosset sig op på den sidste stjerne.

Frontmand Andrew Stockdale havde anlagt vildmandsskæg men virkede ikke desto mindre både sløv og ufokuseret. Hans stemme – som må siges at være en af Wolfmothers absolutte forcer – var smadret og knækkede flere gange undervejs. Det gjorde numre som 'White Unicorn', 'Sundial' og det ellers hamrende effektive tveæggede sværd 'California Queen' og 'New Moon Rising' lettere tåkrummende. Hvorfor hans vokal skulle svøbes i en så massiv, gøglet rumklang, har jeg svært ved at forstå.

Når det er sagt, så spillede bandet upåklageligt. Og så er der nu engang bare noget helt ukueligt sejt over et udsolgt Store Vega, der brøler med på 'Woman' – et klart højdepunkt. Men rigtig godt blev det først, da Stockdale vågnede op til dåd med den punkede energi på 'Apple Tree' og 'Joker and the Thief' og viste, at Wolfmother er bedst, når kitsch-mærkatet får et los i røven, og guitarens lirede tapping får vinger. Det fik den til sidst, og Stockdale lignede helt seriøst en mand, der havde genfundet glæden ved sit alterego, Ulvemor.