The xx – forstyrret skønhed

Foto: Kasper Troels Nørregaard

En orkidé er en særegen, smuk blomst. Hertil skal den også passes og plejes rigtigt, da de mindste elementer kan hæmme orkidéens æstetiske potentiale.

Lidt det samme var tilfældet, da den omtalte London-trio The xx fredag aften spillede deres hjerter ud for et udsolgt Store Vega. For hvad der uden tvivl havde potentiale til at være inderligt, smukt og melodisk overvældende, blev desværre hæmmet af en cocktail af en tand for lav lyd og et alt for snakkende publikum.

Det sortklædte band gjorde ellers, hvad de kunne. Oliver og Romys vokaler fungerede næsten endnu bedre live og lagde sig ligesom de sagte melodier i luften som en brise af kølighed og indestængte ungdomskvaler. 'Intro', 'Crystalised' og 'Islands' var fremragende udført, men følelserne kom på grund af larmen i salen aldrig helt ud over scenekanten.

I koncertens anden halvdel kom der mere liv, da brisen gentagne gange blev opbrudt af producer-Jamies kærlighed til dyb bas, og 'Basic Space' blev på overbevisende vis omdannet til downtempo-dubstep. Den helt store katarsis blev det dog aldrig. Og det fremragende debutalbums intimitet og nærvær blev aldrig helt ydet retfærdighed. Omstændigheder kom så at sige koncerten til livs.

Bandet blev ikke passet og plejet i bedste velgående, og selv om Womack & Womack-coveret 'Teardrops' bidragede til det særegne og smukke, var man ikke i tvivl om, at The xx's æstetiske potentiale ikke blev opfyldt til fulde.