The xx – forstyrret skønhed
En orkidé er en særegen, smuk blomst. Hertil skal den også
passes og plejes rigtigt, da de mindste elementer kan hæmme orkidéens æstetiske
potentiale.
Lidt det samme var tilfældet, da den omtalte London-trio The xx
fredag aften spillede deres hjerter ud for et udsolgt Store Vega. For hvad der
uden tvivl havde potentiale til at være inderligt, smukt og melodisk
overvældende, blev desværre hæmmet af en cocktail af en tand for lav lyd og et
alt for snakkende publikum.
Det sortklædte band gjorde ellers, hvad de kunne. Oliver og Romys vokaler
fungerede næsten endnu bedre live og lagde sig ligesom de sagte melodier i
luften som en brise af kølighed og indestængte ungdomskvaler. 'Intro', 'Crystalised' og 'Islands' var fremragende udført, men følelserne kom på grund
af larmen i salen aldrig helt ud over scenekanten.
I koncertens anden halvdel
kom der mere liv, da brisen gentagne gange blev opbrudt af producer-Jamies
kærlighed til dyb bas, og 'Basic Space' blev på overbevisende vis omdannet til
downtempo-dubstep. Den helt store katarsis blev det dog aldrig. Og det fremragende debutalbums
intimitet og nærvær blev aldrig helt ydet retfærdighed. Omstændigheder kom så
at sige koncerten til livs.
Bandet blev ikke passet og plejet i bedste velgående,
og selv om Womack & Womack-coveret 'Teardrops' bidragede til det særegne og
smukke, var man ikke i tvivl om, at The xx's æstetiske potentiale ikke blev
opfyldt til fulde.
Features
Anmeldelser
Live-anmeldelser