Mew – nye chancer
Båret op af et gigantisk publikumsbrøl entrerede Hellerup-drengene Mew den store københavnerhal en af gangen, imens de skiftevis tilsluttede sig trommemesteren Silas Graaes taktfaste hjerteslag under den dommedagstruende ‘Circuitry of the Wolf’. Tag den, åh danske middelmådighed!
Nemlig, for med ambitioner så tårnhøje som en oliestats skyskrabere har Mew gennem et helt årti løftet dansk musik op på tidligere så ukendte højder. Derfor turde de indtage den helt og aldeles udsolgte sportshal som ægte rockstjerner. De er bare mere ‘Special’ end alle vi andre dødelige.
Med en i bund og grund ‘kopi’ af sidste turnés virkemidler fik vi alle hits serveret præcist så lækre og synge-med-klare som altid. »Am I wry?«, spurgte sanger Jonas Bjerre og svarede selv »No!«. Men et niveau længere op i skyerne nåede ambitionerne aldrig med et forudsigeligt spillet første sæt.
Men så tog Silas Graae over og viste, at han er nerven bag det musikalske mod. Med rockbaskerne ‘Introducing Palace Players’ og ‘Repeaterbeater’ åbnede hans tonstunge rytmer op for den mere udfordrende side af Mew i aftenens andel del, hvor sangene fra det seneste album ‘No More Stories…’ blev spillet ind til benet og udfoldede sig på en måde, som albummet store produktion ikke formår.
Herefter var det en befriende følelse at se Jonas synge ‘duet’ med et brølende monster fra en af hans forunderlige animationsfilm og intenst at høre ham synge ‘New Terrain’ og især ‘She Came Home For Christmas’ uden klistret keyboard men kun akkompagneret af klaver og Silas’ trommer.
Efter en forudsigelig ‘Comforting Sound’-vuggevise havde Mew tydeligvis ikke ‘skuffet’ den udsolgte sportshal med en glad synge-med-koncert. Men det var først, da de følsomme drenge tog nogle nye chancer på scenen, at de undgik at blive ramt af den middelmådighed, der opstår når store forventninger bliver mødt af kunstnerisk forudsigelighed.
