Yo La Tengo – verdens bedste rodebutik

Foto: Kasper Troels Nørregaard

Inde i alle gode bands bor et punkband. En nihilistisk helvedesmaskine der kan spille røven ud af bukserne, når tid er. Cirka midtvejs igennem Yo La Tengos koncert lørdag aften kunne 'Watch Out For Me Ronnie' – en fuldbyrdet bøllepunk-sang med smæk på både tempo og råbevokal – ikke være et bedre eksempel. For selvom gennemsnitsalderen i Yo La Tengo nok er noget nær den samme som i dansk lokalpolitik, så er deres koncerter stadig noget af det bedste, man kan bruge sine surt opsparede penge på.

I en tid hvor ingen alligevel aner, hvad 'indie' betyder, kan vi godt sige, at Yo La Tengo spiller indierock. I hvert fald er der en ukueligt kontrær uafhængighed forbundet med bandet, der har gjort en dyd ud af at variere sit udtryk helt ud i ekstremer fra nærmest hviskende stille sange til højenergiske guitarudladninger som førnævnte '…Ronnie'. Og det bar koncerten stærkt præg af. Indierock-klassikere som 'Autumn Sweater' og 'From a Motel 6' gik ubesværet hånd i hånd med de mere rolige og drømmende numre som 'Let's Save Tony Orlando's House' og den nye 'When It's Dark'.

I et blæret mix af nyt og gammelt, stilhed og støj, alvor og sjov gik Yo La Tengo deres egen tilbagelænede sejrsgang, og Den Grå Hals store åbne scene var det perfekte rum til et band, der kan optræde i krøllede skjorter og stadig stinke langt væk af urørlig sejhed. Det er umuligt ikke at overgive sig. Yo La Tengos univers er ganske enkelt verdens bedste rodebutik.