Bowerbirds – idyllisk skønsang

Et ægtepar, en jazztrommeslager og en række afdæmpede folksange. Det lyder som en corny date, men mere skulle der ikke til for at skabe en romantisk aften i selskab med North Carolina-bosatte Bowerbirds. Med gruppens nyudgivne album 'Upper Air' i bagagen, indtog trioen Loppen med en overvægt af nye sange, der dog også levnede plads til en række ældre numre, som skabte en fin balance mellem kendt og ukendt.

At Bowerbirds består af tre fremragende musikere kommer måske ikke som en overraskelse, men det blev alligevel banket fast med syvtommersøm denne råkolde efterårsaften. Med sin nedbarberede instrumentering blev sættet åbnet med 'My Oldest Memory' fra den anmelderroste debut 'Hymns For a Dark Horse'. Det bare udtryk, centreret omkring Phil Moores vokal og akustiske guitar, kunne problemfrit bære det næsten halvanden time lange sæt, der blev bakket op af betagende harmonikapassager, klaver og en lavmælt rytmesektion. Med træfsikre, trestemmige vokalharmonier og en utrolig føling, blev 'Hooves' og 'Northern Lights' fremført i langsommere versioner, der for alvor gav plads til, at man kunne lulle sig ind i gruppens idylliske univers. Et højdepunkt blev nået i form af den smukke 'The Ticonderoga', hvor Moores vokal bar sangen stort set alene, og på den måde for alvor kom til sin ret.

Allerbedst blev det dog, da gruppen entrerede scenen til to ekstranumre. Samlet omkring én mikrofon og med guitar som eneste instrument, blev 'Bright Future' fremført i dyb tavshed fra publikum og var således med til at markere afslutningen på en aften i selskab med en fremragende trio, der med sin sparsomme instrumentering vandt publikums hjerter.