Foto: Christian Klintholm
»Er det i aften?«, sang Nikolaj Nørlund med en næsten indforstået retorik, da han indtog den atmosfære- og forventningsfyldte koncertsal på Jazzhouse lørdag aften. Efter omtrent seks års dansksproglig hi skulle troubadouren igen bevæge sig ind i det neddæmpede scenelys for at bevise, om de nye sange fra albummet 'Tid og sted' kunne stå distancen i levende live.
Og svaret var ikke til at misfortolke. Ja, det var i aftes, at Nørlunds særegne kombination af kølig diskretion, indfølt romantik og sproglig akkurratesse igen fik luftbårne vinger i virtuost selskab med trommeslageren Jacob Høyer og multiinstrumentalisten Anders Christensen. Nørlund behersker som få at sætte vokaler og konsonanter sammen til et kompromisløst poetisk alfabet, hvilket man utvetydigt fik øre for under den intime, udsolgte koncert.
En Nørlund-optræden er aldrig helt befriet for en vis sky kejtethed, musikalske ophold eller pudsige sang-starter, og det lykkedes endda sangskriveren at glemme en enkelt linje i Cohen-fortolkningen 'Pergament hotel'. Men musikkritik er heldigvis hverken korrekturlæsning eller fejlfinding, og når sangskriveren præsterer at spille på en piskende indre nødvendighed og skabe dybsindige melodier, som suger sig fast i maveregionen, er der andre og væsentligt mere vedkommende ting på spil.
Undervejs dirrede salen af guitar-rumklang, trommetriller og kontrabassens duvende toner, men da Nørlund til slut fremførte det nyeste albums stærkeste skæring 'Under fremmed flag', glemte man bogstaveligt talt tid og sted og overgav sig betingelsesløst til kapelmesterens forløsende autoritet. Man kunne næppe have ønsket sig en mere bevægende og nærværende afslutning, mens ordene »nu flyder vi i stille chok« blev gjort til virkelighed.