The Ting Tings – en dårlig joke

Foto: Stefen Jørgensen

»Hvor var det bare den vildeste koncert nogensinde!« Publikumsreaktionerne efter engelske The Ting Tings koncert var ikke til at tage fejl af. Duoen, der står bag sidste års über-ørehænger 'That's Not My Name', forstår at sparke en fest i gang, så ørene bløder, og danseskoene brænder. Om det er godt eller skidt må være op til den enkelte at vurdere, personligt har jeg aldrig oplevet en dårligere koncert på nogen festival.

Fra begyndelsen af den tre kvarter lange koncert var frontkvinde Katie White og trommerslager og spasmager Jules De Martino ulideligheden selv. Uden sans for finesse af nogen art bombarderede de to det entusiastiske publikum med billig plastikmusik, tyggegummi-garagebras og gumpetunge guitar-rundgange. Det gør altså ikke en i forvejen dårlig sang bedre, at man pumper skidtet op med massive elektroniske beats, og så hjalp det heller ikke ligefrem, at lyden foran den store scene var alt for høj og irriterende diskant.

Det altoverskyggende lavpunkt i koncerten var et pinagtigt intermezzo midtvejs, hvor Martino legede dj på det lokale diskotek og fik masserne til at klappe i takt og råbe i kor til temasangen fra 'Ghostbusters'. Der troede jeg et øjeblik, at jeg var havnet på Langelandsfestivalen og ikke Beatday.

Med så mange gode bands samlet på en lille festival som Beatday er det selvfølgelig helt naturligt, at der også er en lille smutter iblandt. Men The Ting Tings' koncert fredag eftermiddag var ingen lille smutter. Det var en gigantisk musikalsk katastrofe. En katastrofe som selv ikke superhittet, der blev spillet til sidst, kunne rette op på. Jeg synes stadig 'That's Not My Name' er et fedt nummer, men The Ting Tings som koncertband var en dårlig joke.