The National – intim melankoli og forførende mani

Foto: Kasper Troels Nørregaard

Rammerne er i orden og helt i The Nationals ånd, da bandet fra Ohio et par minutter over ni og til behagelige toner fra de tyske krautrockere Neu! indtager den store scene i Tivolis Koncertsal.

Det er sådan, man skal opleve det her band, tænker jeg, da jeg ligesom de 1600 andre gæster har sat mig godt til rette i mit sæde, som er både nummereret og polstret. Bare fordi man er til rockkoncert, behøver man jo ikke stå på nakken af hinanden og træde rundt i ølsjatter, og da slet ikke når bandet, der spiller, er et så velovervejet og fintfølende foretagende som The National, hvor skønheden og kvaliteten meget tit ligger i detaljen.

Aftenens første nummer er den nye ballade 'Runaway', der bliver serveret på listefødder med fornemt arbejde af de to violinister. Lyden er fremragende, bedre end jeg nogensinde har hørt til en koncert med The National, og Matt Berningers dybe vokal går knivskarpt igennem, da han igen og igen synger de uforglemmelige linjer: »What makes you think I'm enjoying being led to the flood?«. Jeg er solgt, og det lader det til, at resten af salen også er.

Herefter står den på bagkatalog og melankolske hits hentet fra de to seneste album 'Alligator' og 'Boxer', men højdepunkterne er de to nye numre 'Vanderlylle Cry Baby' og den helt fænomenale 'Blood Buzz Ohio'.

Undervejs opfordrer Matt Berninger publikum til at rejse sig. Et siddende publikum er alligevel for kedeligt, og da han i det sidste ekstranummer 'Mr. November' svedende og skrigende nærmest crowdsurfer sig selv ud i den begejstrede mængde, giver det for alvor mening, at vi står op. Så blev det alligevel en rigtig rockkoncert.