Coldplay – lyden der blev væk

Hvad der på papiret tegnede til at blive årets brag af et fællesskrål foran Orange Scene, blev i stedet til en forsigtig hvisken, da nogen åbenbart havde besluttet, at halvdelen af publikum skulle spares for at tage ørepropperne op af lommen. Gemt væk bag en mixerpult må der sidde en lydmand med en meget flov smag i munden.

Som en flok fugl fønixer havde over 50.000 festivalgæster ellers rejst sig fra aske, tømmermænd og dåsemad for at tage del i årets sidste store fest. Coldplay leverede varen til topkarakter og serverede en perfekt kombination af følsomhed og fællessang. Alt bundet sammen af en Chris Martin i topform, der med et imponerende kondital spænede rundt med den rette dosering af rockstjerneaura og kejtethed.

At briterne har melodierne til stadionrock kan ikke diskuteres. At de så ikke er udstyret med en dræbende brod, er af mindre betydning, når de leveres i levende live end på plade. For det er her deres potentiale virkelig kommer til sin ret. Sange som ‘Viva La Vida’, ‘In My Place’ og ‘Now My Feet Won’t Touch the Ground’ er med deres råbekor skabt til at brøles af tusindvis af stemmer på samme tid.

Et sted mellem Coldplays toppræstation og lydmandens skod ditto landede en koncert, der kunne have været den perfekte forløsning på en stor festival, men forbandet nok druknede i lyden, der blev væk.