Når man har oplevet disco-funk-konstellationen The Whitest Boy Alive spille op til næsten mirakuløse højder på Roskilde Festival 2007 og på Vega i foråret, var det faktisk et mildt sukkerchok at overvære den lidt vaklende indledning på Arena. Erlend Øye og band var som altid cool som discobugten, men starten bar præg af både forsigtighed og tekniske problemer med Daniel Nentwigs synthesizer, og kapelmesteren Øye måtte langsomt finde kemien med både besætningen og sceneteknikerne.
Langsomt fik bandet dog arbejdet sig ind i koncerten og gav velsmurte eksempler på, hvorfor folkekravet om at få dem tilbage til festivalen var helt legitimt. Øye og bandet har den helt særegne egenskab, at de kan få folk til at føle sig solstemte, danseglade og værdsat, selv på et hospice i Thy, og når samspillet kører, holder de publikum skridsikkert i deres hule hånd. Alligevel fornemmede man sine steder en vis hæmmende døsighed, som undrede.
Når det så er sagt, bør det dog også nævnes, at koncerten gradvist forvandlede sig til den humørspredende begivenhed, som man kunne håbe på fra et band med et så stramt og velkomponeret et bagkatalog som The Whitest Boy Alives. Publikum havde læst på lektien og sendte taknemmelige klapsalver og ååh-ååh-ååh-skrål i retning af Øye, og da den sidste akkord løb ud, var stemningen alt andet end gennemsnitlig. Det ramte ikke magien fra 2007, men mindre kunne også gøre det.