Sidst Jenny Wilson optrådte på Roskilde Festival, var hun højgravid, men spillede fremragende, I år var hun noget mere mobil – og ikke mindst lige så forrygende. Den svenske sangerinde tryllebandt simpelthen alt og alle med en koncert, hvor musik og fest gik op i en højere enhed.
Det lykkedes at få det intime, nærværende og ømme, som præger musikken, især på hendes seneste album ’Hardships!’, ud over scenekanten. Der blev lyttet med indlevelse under de stille og sagte passager, der blev gynget, når musikken gik over i sløve og soulede grooves og der blev danset, hoppet og klappet, da omkvædene åbenbarede sig i himmelske eksplosioner. Sangene fik tid og plads til at ånde og folde sig ud, og publikum var med hele vejen.
Jenny Wilson selv, udlevede sin indre excentriker med elektriske armbevægelser, underlige krumspring og eventyrlige monologer. Men der var alligevel en udpræget elegance over det, hvad enten det var på mikrofonen, bag klaveret eller med guitaren i hånden. Og vigtigt af alt osede hun af spilleglæde. Selv om man er mor til to og synger sange om det samme, kan man godt selv være det legesyge og magiske midtpunkt. I hvert fald når man hedder Jenny Wilson og er en superwoman.