Grace Jones – vulgært, sært og fantastisk
Det er ikke tit, man ser en 61-årig dame vride sig om en roterende pæl med vind og røg i hovedet kun iført korset, g-streng og stiletter. Det lyder vulgært, og det var det også, men man skal være en hårdhudet kyniker for at ikke blive fascineret af det flamboyante, ukontrollable larger than life-menneske Grace Jones, der hæmningsløst nød de tusindvis af øjne på hendes velholdte, men også aldrende krop.
God pop tager sjældent skade af en smule overdrev, groteskhed og absurditet. Det har miss Jones i overmål. Og i modsætning til generationer af yngre halvstrippende popsøstre – fra Madonna til Lady Gaga – er det med en lyst til at performe samt et sympatisk glimt af humor og selvironi, der gør det svært ikke at overgive sig.
'Slave to the Rythm' blev sunget med en hulahop-ring kørende om livet og 'Pull Up to My Bumber' med publikummer dansende på scenen. Musikalsk var det dog to numre fra 2008’s comeback-album 'Hurricane' – 'William’s Blood' og titelnummeret – der gjorde mest væsen af sig.
Hverken stemmen eller bandet fejlede noget, men musikken bliver aldrig mere end halvt så ophidsende som hende selv. Den balancerer mellem tidløs og forglemmelig. Men denne koncert glemmer jeg aldrig.
Brugerne mener: