St. Vincent – det ku' være så godt

Foto: Steffen Jørgensen

De sidste toner havde nok knapt ringet af, og bandet var dårligt trådt af scenen, før publikum havde forladt Astoria. Om det var derfor konferencieren følte sig nødsaget til at appellere til folk med afskedssalutten: »Giv en sidste hånd til St. Vincent – det var da meget godt«, skal være usagt, men det var godt nok en sandhed med modifikationer. For Annie Clark, aka St. Vincent, og hendes fire lejesvende formåede på ingen måde at leve op til de to soloudspil, hun er på turné med.

Da pladernes fantastiske produktion og detaljerigdom blev skrællet af, stod St. Vincent ganske enkelt tilbage med for få gode melodier. Noget hverken multiinstrumentering, temposkift eller synkoperede rytmer kunne ændre på. Det opvejedes en smule af Clarks stærke tilstedeværelse, som blandt andet udmøntede sig i et nærmest spasmeagtigt guitarspil, der bragte tankerne hen på de grumme grungedage, men som slet ikke var nok til at hive en hel koncert hjem.

De musikalske esser i form af 'Marry Me', 'The Strangers' og ikke mindst en højpotent udgave af 'Actor Out of Work' blev smidt alt for hurtigt i starten af koncerten, og tilbage var blot en håndfuld kedelige kort, der ikke formåede at trække nogen stik hjem.