Isis – elegant og rutinepræget

Man er aldrig i tvivl, nårman hører Isis. Amerikanernes blanding af post-rock og metal har derfor vundet dem et velfortjent ry som originaler på den mere eksperimenterende del af metal-scenen, og Odeon var da også fyldt til bristepunktet, da bandet var på besøg lørdag eftermiddag.

Heller ikke denne gang afveg de fra den særegne trademark-lyd. De bevægede sig som vanligt i spændingsfeltet mellem det tunge og hårdtslående og det drømmende og følsomme. Og selvom man ikke havde vidst det, havde man alligevel næppe været i tvivl, om at de havde prøvet det før. Deres spring frem og tilbage mellem de to poler, var imponerende elegante og selvsikre, men de virkede på den anden side også rutineprægede.

Isis formåede at skabe et stilrent og særdeles finpudset lydunivers, der dog i samme ombæring fremstod både klinisk og forudsigelig. På den måde var det vanskeligt for alvor at lade sig rive med af både de langstrakte, drømmende post-rock-passager og de tunge og aggressive metal-stykker. Det blev aldrig rigtig ondt, og det blev kun sjældent rigtig smukt. Derfor blev man aldrig rigtig rørt. Bundniveaut var højt, men de helt store følelser udeblev.