Fleet Foxes – sangene reddede dagen

Foto: Steffen Jørgensen

Det var som at kigge i et spejl. Den fuldskæggede kvintet fra Seattle lignede seriøst besætningen i en uvasket og noget nedslidt Roskilde-lejr. Og med den 23-årige barfodede frontmand Robin Pecknold i rollen som dvask gadehund med lopper på årets varmeste dag kom de også temmelig tøffende fra start.

Der er højt til loftet i Fleet Foxes’ opdaterede version af klassisk folk-rock, og det er især deres bjergtagende vokalharmonier, der får musikken til at lette. Men begyndende med en lille a cappella-intro virkede amerikanerne nærmest til at døse hen midt i skønsangen, der var langstrakt og uden retning. Og da de samtidig mellem hvert nummer stemte instrumenter i laaang tid, som var de til optagelsesprøve på musikkonservatoriet, var koncertens første 20 minutter fuldstændigt blottet for intensitet.

Heldigvis er sangene fra bandets fantastiske debutalbum fra sidste år så stærke, at de på egen hånd løftede koncerten op i nærheden af det forventede niveau. Særligt de tindrende smukke ’White Winter Hymnal’, ’Mykonos’ og ’He Doesn’t Know Why’ kaldte på fællessang og vækkede tilsyneladende Pecknold, der missede med sine smalle øjne og endelig trådte i karakter som den fantastiske sanger og sangskriver, han til vores alles store held er.