Social Distortion – rendyrket rock’n’rutine

Det er muligt, at det er mange år siden, at de var toppen af punken. Men var det ikke for Social Distortion, havde bands som Green Day og Volbeat næppe lydt, som de gør. De aldrende amerikanere var da også et pænt tilløbsstykke og en værdig åbner af festivalens Arena-scene.

Her fik vi en energisk og rendyrket rock’n’roll-oplevelse med bid i guitarsoloerne, bund i bassen og trommer, der slog en tempofyldt tone an. Og så var der et sammenspillet band, der formentlig kunne have ramt rytmen, om de så havde varmet op til åbningen sammen med de mest hardcore af det forventningsfyldte publikum. De kvitterede da også med en fælles fest, som ramte et klimaks med den snerrende ’Sick Boys’ og en fin fortolkning af Johnny Cashs ’Ring of Fire’.

Men når det er sagt, var det også småt med overraskelser. Mike Ness & co. holdt sig til det sikre, stramme og strukturerede, ligesom der heller ikke blev spillet op til folket i støvet mere end højest nødvendigt. Til tider havde Ness’ ellers så fyldige vokal endda svært ved at nå helt ud til syninger bagerst i teltet. På den anden side fornægter fængende melodier, ærlige tekster og solidt håndværk sig sjældent. Om end der gik lidt for meget rutine i den.