Foto: Rasmus Weng Karlsen
Jeg kan forestille mig, at det må virke temmeligt overvældende at komme ind i en fyldt Store Sal i Musikhuset. Om ikke andet var det, hvad der mødte Ane Trolle og Pato Sibenhaar samt deres tre medbragte musikanter, da de indtog scenen og lod deres chillout-pop fylde det store rum.
Man skal have været mere end ualmindeligt uopmærksom det sidste års tid for ikke at have lagt øre til bare et enkelt af Trolle//Sibenhaars numre, og det var da også kendte toner, der fyldte tilhørernes øre, da introen til 'The Yard' blev slået an. Der var dog en markant revne i vellyden, da bassen virkede for høj og tog en del fokus fra resten af musikken. Efterhånden som koncerten skred, blev der dog rettet op på opstartsvanskelighederne.
Det skortede ikke på opfordringer og let platte vittigheder fra de to frontfigurer, der gladeligt (og mest for sjov) skålede med publikummet, som havde fået frataget al drikkelse, før de kunne nedsænke sig i de polstrede sæder. Det virkede lidt ligegyldigt og en smule postuleret, men måske skyldtes det ligeså meget et strejf af overvældelse og nervøsitet. Og til tider virkede det da også helt fint, som da Ane Trolle fik hele salen op og fløjte med på 'These Streets' letgenkendelige omkvæd.
Det berømte klimaks kom dog først helt til sidst, da den storhittende 'Sweet Dogs' begyndte, og folk for alvor fik løsnet op for bevægelseslysten. Det var forløsende og hyggeligt men ændrede ikke på, at det virkede som om, der manglede et eller andet – en gnist i (par)forholdet. Måske 'Couple Therapy 2' snart burde være en realitet.