Peter Sommer – spillemanden der blev dyster

Foto: Steffen Jørgensen

Flankeret af fem tiggere gled hr. Sommer ind over den mørke scene, efter at en kort interaktiv digtoplæsning havde sat koncerten i gang. Uden ord startede de koncerten i et fantastisk tempo med den tunge titelsang fra hans nyeste udgivelse 'Til rotterne, til kragerne, til hundene'. Peter Sommer virkede nærmest ond, med stroboskoplyset blinkende i sit ansigt, og musik, der nærmere sig støj-kategorien.

Nye tider for sangerskriveren? I hvert fald noget af tiden, men der blev også plads til de roligere numre, der har gjort manden så populær i de større kredse. Men det spolerede koncertens dystre, røde tråd. Peter Sommer er så fucking cool, at han ikke kan svede. Koncerten igennem var den ranglede sanger iført sort jakke. Ofte med hænderne placeret i dens lommer eller slentrende rundt på scenen.

Fysiske udskejelser var der ikke mange af, men lydmæssigt blev der skejet mere ud. For bandet leflede ikke for publikum. Flere numre blev spillet på en befriende anderledes måde end på skiverne. Også tekstmæssigt. Det virker, når en sød hyldest-tekst til hjembyen bliver fiflet lidt med og pludselig lyder: »Men pissegode gamle Skanderborg er sgu da inden i mig«.

Efter en kort hujepause kom de seks voksne mænd tilbage. Peter Sommer uden den sorte jakke men med en drivvåd hvid t-shirt. Nok er han cool, men som os andre dødelige sveder han også. Og det hjalp, at han smed den sorte spændetrøje. For det var en bevægelig, håndklædekastende Peter Sommer, der sluttede koncerten med fire sange af imponerende kvalitet. Blandt andet via koncertens bedste nummer. det rystende vilde 'Vi falder først den dag vi kigger ned'.

Imponerende finish, og jeg er dybt misundelig på dem, der får lov at opleve en endnu mere velsmurt Peter Sommer-maskine om et par koncerter fra nu.