Jay Reatard – uimodståelig energiudladning

Foto: Ole Isø-Nielsen

»I love my job, because it's so fuckin' easy«. Jay Lindsey ved, hvad han taler om. Manden med høstakhåret og det let antændelige temperament har, siden han i 2006 gik solo under aliasset Jay Reatard, gjort det til sin levevej at spytte det ene iørefaldende punknummer ud efter det andet til anmeldernes og pladekøbernes store fornøjelse. De gode melodier kommer tilsyneladende så let til ham som ingenting, og mandag aften skulle han så overbevise et tæt pakket Lille Vega om, at han også kunne levere varen live.

Det kunne Jay. Bakket op af en bassist med en endnu mere imponerende hårpragt end Jay selv og en trommeslager, hvis stil vel bedst kan beskrives som behersket energisk, var der fra de første toner af 'An Ugly Death' ingen tvivl om, at man var kommet i selskab med et af tidens absolut bedste punkbands. Vanvittigt gode numre som 'Nightmares', 'See/Saw' og 'Oh It's Such a Shame' blev fremført i et hæsblæsende og hektisk tempo, der engang imellem gik gevaldigt ud over sangenes åbenlyse poppede kvaliteter.

Til gengæld fik man så en uimodståelig og voldsom energiudladning, der tærede på kræfterne hos både band og publikum. En enkelt gang skruede Jay Reatard dog ned for tempoet og afleverede den nærmest smukke 'I'm Watchin You' med de uforglemmelige linier: »you see, to me, you always were a cunt«. Men det var så følsom, som Jay tillod sig at blive denne aften.

Da han og bandet storsvedende forlod scenen efter 40 minutter med fræsende garagepunk, virkede det derfor også ganske passende. Der er alligevel grænser for, hvad man kan holde til en mandag aften.