Ladytron - lydmæssigt mudderbad
Ladytron red godt med på electroclash-bølgen, der hærgede for nogle år siden, men efterhånden har kvartetten gennem et mørkere udtryk fundet sin helt egen niche i electroens periodiske system. På denne turné har bandet valgt at satse på små, intime koncerter, hvor hardcore-fans kan opleve bandet på tæt hold. Forventningerne fra sådan en lukket klub af dedikerede var selvfølgelig høje, men briterne var mere indstillet på at give en kort, intens oplevelse med hovedvægt på det nyere materiale end en rejse gennem bagkataloget.
Et elektronisk band med vægt på rytme og bas er dømt til at have problemer med de spinkle kvindevokaler. Det kan godt være, at bassen føles dejlig i mellemgulvet, men når vokal drukner i lydmikset, kan det være lige meget. Uden at det skal blive alt for lydteknisk, så ville bandet have godt af at dæmpe det overordnede lydniveau et par decibel og give luft til den lyse vokal fra Helen Marnie, der som den eneste i bandet forsøgte at tilføje energi og personlighed til aftenens koncert - den anden kvindevokal, Mira Aroyo, var dog lovligt undskyldt med en forstuvet ankel.
Og når nu det hele foregik på en lille scene, så virkede tilføjelsen af livetrommer og en bassist med lydniveauet på maksimum ganske overflødig. Ladytrons introverte elektroniske kompositioner druknede i et lydmæssigt mudderbad uden nuancer, og bandet blev reduceret til et trist rock'n'roll-act.
Brugerne mener: