Sigur Rós - mere munterhed

  • Michael Ulfus Kjærgaard
  • 11. august 2008
  • Print

Foto: Lærke Posselt

Kunstner
Sigur Rós
Spillested

Med det nye album, 'Með suð í eyrum við spilum endalaust', åbner de fire islandske særlinge i Sigur Rós op for livsglæden og lader lidt af melankolien blive på den nordatlandiske ø. Det kunne både høres og ses i den halvanden time lange seance lørdag aften i Københavns havn. Med et grundorkester klædt i mørke jakkesæt med cowboy-snit, Amiina stryger-englene klædt i hvide hippiekjoler og et større blæserorkester iført hvide tamburorkester-uniformer var scenen lagt til en visuel smuk aften.

Og som altid lød ud af de kraftigt opskruede højtalere den mest hjerteskærende og sindsoprivende men også, som antydet med det flotte kostumevalg hos det 13-personer orkester, en mere legende og munter musik. For selvom det ellers noget fordrukne publikum straks klappede i og blev hensat i en ekstatisk beruselse med klassikerne 'Svefn-g-englar' og 'Ny batteri', blev der også spillet mere udadvendt end tidligere fra Sigur Rós. Selvfølgelig uden at bandet mistede sin magiske intensitet.

Især sanger og guitarist Jónsi fremstod som en oplivet mand, når han som en ellers sjælden gestus smilede til sit publikum og bød op til fællessang i de øre-kælende popsange 'Hóppiolla' og 'Mea Blótnasir' samt inviterede til abefest med 'Gobbledigook', hvor hele det store orkester baskede på marchtrommer og klappede hinandens hænder, som var vi til munter børnefødselsdag. Et herligt befriende indslag midt i den vante intensitet.

Selv en vaskægte rockattitude havde fundet plads hos Jónsi, da han i den dommedags-lydende afslutningssang, 'Untitled #8', kastede sig rundt på scenen med haler af guitarstøj ud af bagdelen. Med denne altid rystende perle, omkranset af stroboskoplys og kontrolleret kaos som en vidunderlig afskedssalut, leverede Sigur Rós en både kraftfuld og munter koncert, der sammensmeltede det velkendte med en ny udadvendthed.


Brugerne mener:




  
Eksterne links
 
Kommentarer
Log ind øverst på siden for at deltage i debatten.
 

Seneste nyt

 
 
 
 
 
 
 
 
 
 


 
 
 
 
 
 
Se kæmpe billedreportage fra Mejlgade For Mangfoldighed 13/05
15 ting du ikke vidste om Damon Albarn 07/05
Her er 10 danske festivaler du skal glæde dig til 14/05
10 koncerter du ikke må misse på Spot Festival 30/04
15 ting du ikke vidste om Jay-Z Mandag