Foto: Rasmus Weng Karlsen / rasmuswengkarlsen.dk
Danske Rumskibs afsæt i starthalvfemsernes indadvendte shoegazer-rock tilsat abstrakte lyd-eksperimenter og en fin sans for, hvordan man får de elementer filet til i noget, der minder om en pop-skabelon, giver rigt stof til både drømme og befriende udladninger. Det fungerer godt for Odense-bandet. På plade i hvert fald.
Live fremstod Rumskib, i denne ombæring, knap så overbevisende og vekselvirkningen mellem bandets modsatrettede elementer ikke altid som et besnærende og pirrende udtryk.
Jamen, tidspunktet og det store, knap halvfyldte telt gjorde dem nu heller ingen tjenester, vil den velvillige sympatisør indvende. Og det kan der såmænd være noget om. Men sagen er også den, at Rumskib bare manglede det sidste skud karisma og fascinerende særegenhed i udførelsen, før man kan begynde at snakke om en stor koncertoplevelse.
Hvor bandet søgte at fremmane en uudgrundelig stemning via kryptiske guitar-sammenstød, flagrende keyboardflader og frontkvinde Tine Louise Kortermands lyrisk-suggestive sang, ja, der fik Rumskib ikke fuldstændig nærkontakt med festivalen. Nej, det var i det tempofyldte samspil, hvor trommerne førte an, guitarerne gav los og Kortermand og bassist Boe Katharina lod vokalerne flyde, at rumskibet lettede. Her lød de som et yderst potent og vellystent rockband. Det drømmende og sfæriske måtte vi nøjes med at længes efter.