Sleep With All Your Friends – lidt for slacket

Fyren ved siden af mig opdager hurtigt, at han er helt alene. Som den eneste har han i et anfald af kådhed smidt hænderne i vejret for at klappe i takt til musikken. Nu står han igen med hænderne ned langs siden ligesom mig og de omkring 200 andre publikummer. Måske fordi det var pinligt. Måske fordi han blev træt af at klappe efter et par sekunder. Måske fordi det var svært at få hænderne op over koncerten med den danske gruppe Sleep With All Your Friends. Jeg tror, det var det sidste.

Klokken var lidt over halv et. Publikum stod i teltet med armene langs siden og så ud til at kede sig en smule, mens bandet stod på scenen og så ud til at bakse med spørgsmålet, som alle musikere på opvarmningsscenen bakser med i disse dage: Hvordan får man gang i en pavilion fyldt med juniorer? Forsangeren Morten Bruun, forsøgte sig først med at smide sine hvide solbriller og noget vand ud til publikum og råbe Roooskilde. Så spillede han og de fem andre en håndfuld nye plus en håndfuld gamle sange.

Blandt kendingene var blandt andre minihittet ‘I Drink I Fight’ og derudover en række rigtig gode numre – ikke mindst ‘Tough Kid’ – som står massivt i gæld til Clap Your Hands Say Yeah. Som hos amerikanerne er vokalen den skarpeste signatur hos Sleep With All Your Friends. Morten Bruuns skæve, nasale og let skabede stemme lyder som en blanding af Langhorne Slim og Alec Ounsworth fra førnævnte CYHSY og giver den rimelig konventionelle rock lidt kant. Umiddelbart ikke så dårligt, men på scenen virkede det skæve udtryk tilstræbt og uden autencititet.

Mange af sangene er rigtig gode, men synthesizerne virkede ofte underligt påklistret, og teknisk var bandet ikke heller ikke overbevisende. Måske fordi den slackede attitude, som bandet bekender sig til både musikalsk og på scenen, er en meget integreret del af udtrykket, måske fordi Sleep With All Your Friends endnu ikke har fundet den rette form.