Foto: Steffen Jørgensen (www.jint.dk)
Snakken gik spændt i Pakhuset, efterhånden som Xiu Xiu-koncerten nærmede sig, for med en ægte krukke som Jamie Stewart i front for bandet kunne koncerten enten blive helt forfærdelig eller helt fantastisk.
Heldigvis viste Jamie Stewart og resten af Xiu Xiu sig fra deres gode side, og de leverede en koncert, der langt hen ad vejen var virkelig god. Nogle enkelte skønhedsfejl i form af et par lange pauser var der, men højdepunkter var der i den grad også mange af.
Det var en overvældende oplevelse at være vidne til, at Stewart skreg sine stærke og dybt personlige sange om depression, had, forlist kærlighed og andre ubehageligheder, mens han tævede løs på en tromme. Det er sange hentet fra et rigtig mørkt sted på grænsen til sindssyge, og de gjorde et stort indtryk.
I albumform gør Xiu Xiu brug af mange elektroniske elementer, men i live-sammenhæng er de skiftet ud med mere gængse instrumenter og meget støjende passager. Det gjorde de i forvejen næsten kyniske sange endnu hårdere i filten, hvilket på forunderlig vis klædte dem. Lige bortset fra de par gange, hvor guitarsoloerne fik for meget plads. Det virkede en smule malplaceret i Xiu Xius lydbillede.